Stressforløb for medarbejdere

Som leder eller HR kan du være bekymret for en medarbejder og samtidig være i tvivl om, hvordan du bedst hjælper.

Jeg tilbyder individuelle stresscoachingforløb, hvor medarbejderen får hjælp til at forstå sine belastninger, håndtere stressreaktioner og arbejde med grænser og behov i hverdagen. Forløbet tilpasses medarbejderens situation og kan også omfatte forberedelse til dialogen med arbejdspladsen om tilbagevenden efter sygemelding.

Individuel stresscoaching til medarbejdere, der oplever stress, er sygemeldte eller skal vende tilbage efter en stresssygemelding.

Individuelle stressforløb

Medarbejdere reagerer forskelligt på stress. Derfor tager forløbet udgangspunkt i den enkeltes situation, belastninger og overskud – både når medarbejderen stadig er på arbejde, og under en sygemelding.

Vi undersøger, hvad der belaster medarbejderen, hvordan stressen kommer til udtryk, og hvilke ændringer der er brug for i hverdagen. Det kan handle om arbejdsmængde og uklare forventninger, men også om grænser, relationer og egne krav.

Det arbejder vi med i forløbet

  • At genkende stressreaktioner og situationer, der øger belastningen.

  • At skabe plads til pauser og restitution.

  • At arbejde med vaner og egne forventninger, som gør det svært at sætte grænser.

  • At blive tydeligere om behov og forberede samtaler om opgaver, prioriteringer og rammer på arbejdet.

  • At forberede dialogen om tilbagevenden, hvis medarbejderen er sygemeldt.

Hvorfor tilbyde stressforløb til jeres medarbejdere?

Et individuelt stressforløb giver medarbejderen et fortroligt rum til at tale om det, der er svært, og arbejde med konkrete ændringer i hverdagen.

For jer som arbejdsplads kan forløbet være en del af indsatsen for at håndtere stress og fastholde medarbejdere. Medarbejderen kan få hjælp til at sætte ord på sine behov og forberede dialogen med lederen om opgaver, prioriteringer og tilbagevenden efter en sygemelding.

Coaching skal følges af handling på arbejdspladsen, når belastningen hænger sammen med arbejdets rammer. Derfor har jeres dialog med medarbejderen og muligheder for at justere krav og arbejdsforhold også betydning.

Er du i tvivl om, hvorvidt et stressforløb er relevant for en medarbejder? Lad os tale om situationen og mulighederne.

Sådan foregår stressforløbet

Forløbet begynder med en samtale med medarbejderen om situationen, belastningerne og behovet for hjælp. Herefter aftaler vi fokus og det videre forløb.

Et typisk stressforløb består af 5–10 individuelle coachingsessioner. Hver session varer 60 minutter, og vi mødes normalt med 1–2 ugers mellemrum. Antal sessioner og tempo tilpasses medarbejderens situation og overskud.

Jeg coacher primært online. Fysiske samtaler kan aftales på Amager eller i Københavnsområdet, og jeg kan også komme ud til virksomheden efter aftale.

Samtalerne er fortrolige. Indhold fra coachingsamtalerne deles kun med arbejdspladsen efter aftale med medarbejderen.

Hvis medarbejderen er sygemeldt, kan vi arbejde med at tydeliggøre behov og forberede dialogen om tilbagevenden. Planen for tilbagevenden aftales mellem medarbejderen og arbejdspladsen med inddragelse af lægens vurdering, når det er relevant.

Klienternes oplevelser med stresscoaching

"Jeg har været sygemeldt med stress to gange tidligere, og har prøvet forskellige forløb med psykologer, men denne gang havde jeg brug for at prøve noget andet.
Jeg er blevet bevidst om, at jeg har nogle gamle mønstre, som jeg slæber med mig. Det vidste jeg ikke før, men nu er jeg opmærksom på, når det sker, så jeg kan ændre adfærd. Det har været med til at få mig tilbage på den rette vej."
— Klient i stressforløb
"Det har været rigtig godt at være i forløb hos Christina, fordi jeg har arbejdet med nogle konkrete ting, strategier og værktøjer i modsætning til hos de psykologer jeg har været hos, da jeg tidligere har været ramt af stress. Det arbejde kan jeg nu begynde at se resultatet af, og jeg kan også mærke det på folk omkring mig."
— Klient i stressforløb
"Jeg har helt klart fået mere overskud, og jeg er blevet bedre til at rumme hverdagen igen, hvilket jeg ikke har kunnet i mange år. Der tror jeg bare, jeg har overlevet og ikke levet. Hvis jeg mærker at mit overskud bliver mindre, har jeg nu fået nogle øvelser og strategier jeg konkret kan gøre brug af og det giver mig en ro."
— Klient i stressforløb
"Jeg har fået mit overblik og overskud tilbage, så jeg kan håndtere de udfordringer jeg møder i min dagligdag mere konstruktivt. Jeg har lært så meget om mig selv i det her forløb, at jeg accepterer mig selv og mine behov, og tør sige dem højt."
— Klient i stressforløb

Spørgsmål om stressforløb

Er samtalerne fortrolige?

Ja. Samtalerne mellem medarbejderen og mig er fortrolige, også når virksomheden betaler for forløbet. Indhold fra samtalerne deles kun med arbejdspladsen efter aftale med medarbejderen.

Er stressforløbet kun for sygemeldte medarbejdere?

Nej. Forløbet er også relevant for medarbejdere, der stadig er på arbejde, men oplever stressreaktioner eller har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Indhold og tempo tilpasses den enkelte medarbejders situation.

Hvor mange sessioner består et stressforløb af?

Et typisk forløb består af 5–10 individuelle coachingsessioner på 60 minutter. Antallet aftales ud fra medarbejderens situation og behov og kan justeres undervejs.

Hvor ofte foregår samtalerne?

Vi mødes normalt med 1–2 ugers mellemrum. Hyppigheden aftales med medarbejderen og tilpasses behovet og overskuddet undervejs.

Hvad koster et stressforløb for en medarbejder?

Prisen aftales ud fra forløbets omfang. Kontakt mig for at drøfte jeres behov og få et tilbud, inden I beslutter jer.

Vil du høre mere?

Overvejer du et stressforløb til en medarbejder? Book en gratis og uforpligtende samtale, hvor vi taler om situationen, jeres behov og om jeg er den rette til at hjælpe medarbejderen.

Vil du hellere skrive? Så kontakt mig her.